torsdag den 13. januar 2011

Beatrice & Virgil, Yann Martel


Forlag: Spiegel & Grau (Engelsk version)

Findes oversat til dansk af: Henrik Andersen

Henry er forfatter, og han har skrevet en roman, der er braget igennem og blevet enormt populær. Efter at have skrevet den, giver Henry sig i kast med at skrive en roman om holocaust, men da den bliver afvist af forlaget, kan Henry ikke komme videre med skrivningen.

Han og hans kone, Sarah, flytter til en unavngiven by, hvor de slår sig ned. Henry begynder at dyrke nogle af sine andre passioner. Han tager timer i at spille klarinet, han melder sig ind i en amatørteatertrup, og han finder et job i en chokoladecafé. Ikke fordi han har brug for pengene, men fordi han kan lide det. Samtidig finder Henry tid til at svare på alle de fanbreve, som hans bog har skaffet ham.

En dag får han et brev, hvori der ligger en scene fra et teaterstykke og en besked om at afsenderen har brug for Henrys hjælp. Først lader Henry brevet ligge, men efter et stykke tid pirres han nysgerrighed alligevel af scenen, og det manden har skrevet. En dag går han forbi mandens adresse med sin hund, og det viser sig at det er en humorforladt og temmelig uhøflig konservator, der har sendt brevet.

Konservatoren har en butik, hvor han udstopper dyr, og han har arbejdet på teaterstykket, som Henry modtog en scene fra nærmest hele sit liv. Desuden hedder han også Henry. Teaterstykket handler om brøleaben Virgil og æslet Beatrice, og som konservatoren på et tidspunkt skriver til forfatteren, så handler stykket ikke om noget, men det mener han ikke er problemet med det. Han vil have at Henry hjælper ham med stykket, uden at han virker særlig taknemmelig over det.

Et eller andet får Henry til at acceptere, og han begynder at hjælpe konservatoren. Men han ved i virkeligheden ikke, hvad han går ind til, før det er for sent.

Jeg var vild med Pi's Liv og var meget spændt på denne roman af Yann Martel. Igen spiller dyr en stor rolle i historien, men dog på en helt anden måde end i Pi's Liv. Og jeg blev ikke skuffet over bogen. Yann Martel skriver så finurligt, og ligesom i Pi's Liv finder man først til sidst ud af historiens rette sammenhæng. Det er super god litteratur, synes jeg. Både fantastisk underholdende og masser af ting til eftertanke.

Meget anbefalelsesværdig!!!

Yann Martel blev født 25. juni 1963 i Canada. I 2002 vandt han Bookerprisen for romanen Pi's liv.

tirsdag den 4. januar 2011

Pigen med Sommerfuglen, Philip Pullman

Forlag: Sesam
Oversætter: Søren H. Madsen

Chris er teenager. Han bor i sydengland og i sommerferien har han fundet arbejde hos Barry Miller, som arrangerer lys og dekorationer til større fester og arrangementer.

En aften, da Chris sætter lys til en fest for byens hotte unge møder han pigen Jenny, som flygter fra nogle ubehagelige typer til festen. Han hjælper Jenny med at skjule sig, og det er kærlighed ved første blik fra hans side.

Jenny bor sammen med nogle bz´ere i en forladt bygning, og Chris kommer snart på første fantastiske date med hende.

Samtidig beder Chris´ arbejdsgiver ham om at sætte en hytte i stand ude i skoven. En hytte, der skal fungere som skjulested for Barry Miller, fordi en person fra London er på jagt efter ham.

Og så begynder tingene at gå skævt.

Jennys venner bliver anholdt for at besætte bygningen. Jenny bliver ikke fanget, men hun må flytte, og Chris kan derfor ikke få fat i hende. Hun arbejder på en café, men da ejeren begynder at lægge op til hende, skipper hun jobbet, og får tilfældigvis job hos samme mand som Chris, dog som babysitter.

Manden fra London, Carson, kommer tættere på Barry Miller, og Chris befinder sig pludselig i en situation, hvor alt hvad han hidtil har troet på, måske viser sig at være løgn. Og desuden er han helt nede i kulkælderen, fordi han har mistet kontakten til Jenny.

Romanen er vellykket, spændende og meget hurtigt læst, og så har den en af de fedeste indledninger, jeg har set: "Chris Marshall mødte pigen, som han senere skulle komme til at sende i døden, en varm aften i begyndelsen af juni..."

Philip Pullman (19. oktober 1946) er en engelsk forfatter fra Norwich, mest kendt for sin børne- og ungdomstrilogi kaldet Det gyldne kompas.

mandag den 27. december 2010

Den næste verden, Dara Horn

Forlag: Rosinante
Oversat af: Poul Bratbjerg Hansen

Benjamin Ziskind er en intelligent men fysisk skidt dreng. Han har ikke den letteste opvækst, sammen med sin mor, sin søster og en far, der har mistet det ene ben i krigen.

Da Benjamin bliver voksen er livet stadig ikke mildt ved ham. Han bliver skilt og har svært ved at finde en ny kvinde i sit liv.

Benjamin tager på sin søsters opfordring med til et dating-arrangement på et museum, og her møder han Erica, som arbejder på museet. Derudover ser han et billede, som er malet af Chagall, og som har tilhørt hans familie, da han var barn.

Ben stjæler ved en impuls billedet fra museet, og tyveriet sætter gang i en vandring tilbage i tiden, hvor man hører om billedets tilblivelse, familiens fortid og om tiden i Rusland, da Chagall var en ung mand.

Romanen er finurligt skrevet, og det er en art krimi uden rigtig at være det, for man ved under hele forløbet godt, hvem tyven er. Men der er masser af andre gåder der bliver strakt ud for ens indre blik, og historien er fortalt fængende og behageligt.

Især holder denne læser af forfatterens forestilling om det prænatale liv, som jeg ikke vil afsløre noget om, blot fortælle at bogen er værd at læse.

torsdag den 23. december 2010

Blod, Guillermo Del Toro & Chuck Hogan

Forlag: Hr. Ferdinand
Oversætter: Mich Vraa

Blod er et langt stykke hen ad vejen et velskrevet uhygges-gys. Det virkede i hvert fald på denne læser.

Et fly lander i JFK i New York og få sekunder efter går al strømmen og flyet står dødt hen på landingsbanen, uden at reagere på kontroltårnets kalden over radioen. Da flyet bliver undersøgt viser det sig at alle ombordværende på nær fire er døde.

Epf, der arbejder med smittefarlige sygdomme og sygdomsspredning, bliver kaldt til stedet, fordi dødsfaldene virker temmelig mistænkelige. Han tager af sted, undersøger med sin kollega, Nora, de døde og får de fire overlevende indlagt.

Så tager historien fart. På en fin måde lader forfatterne læseren følge de fire overlevende og følge, hvordan de alle som en bliver smittet af en frygtelig "sygdom".

En sygdom der fører tilbage til tidligere end de tidligste tider, hvor et væsen der kaldes Sardu, lever af menneskers blod. En jødisk dreng, Abraham Setrakian, møder Sardhu i en koncentrationslejr under anden verdenskrig, og han sværger, at han vil nedkæmpe væsenet.

Denne ed fører Eph, Nora, Setrakian og i sidste ende også en skadedyrsbekæmper sammen i kampen mod det onde.

Den vinkel som forfatterne beskuer myten om vampyrer fra er ny og meget forfriskende. Det er en helt anden måde at angribe emnet på, end jeg har set før, og det vinder bogen meget ved.

Plottet holder gennem hele bogen, og de første 250 sider er virkelig spændende, med tendens til nogle gange at blive ligefrem ulækre. Men man bliver alligevel nødt til at læse videre.

Desværre mistede bogen lidt pusten på de sidste hundrede sider. Der var, som om at det der med at få spundet alle enderne sammen til sidst på en måde blev så praktisk, at det drænede historien for den intense spænding, der ellers prægede den.

Alligeve vil jeg varmt anbefale Blod, hvis man er til spænding, en smule splat og gys.

fredag den 17. december 2010

Lærkelyset, Philip Reeve


Forlag: Carlsen
Oversætter: Asbjørn Skytte

Lærkelyset er en af de mest fantasifulde bøger, jeg har læst længe.

Hovedpersonen i bogen er drengen Art, der sammen med sin søster, Myrtle, og deres far bor i huset Lærkelyset. Lærkelyset er ikke noget helt almindeligt hus. For det første befinder det sig et sted i rummet på den anden side af månen, og for det andet er der ikke noget op eller noget ned.

En dag annoncerer en person, at han vil komme på besøg, og Myrtle, der håber at blive gift med en velhavende adelsmand, skynder sig at gøre rent i Lærkelyset.

Desværre er gæsten hverken adelig eller bare venlig. Det er nemlig en overdimensioneret edderkop, der sammen med sine undersåtter angriber Lærkelyset, fanger børnenes far og jager børnene på flugt.

Art og Myrtle flygter og møder på deres vej piraten Jack, der sammen med sin besætning skaber frygt i hele galaksen. Det viser sig dog, at Jack ikke er helt så farlig, som hans rygte, og han beslutter sig for at hjælpe de to søskende.

Deres rejse fører dem til mange forskellige steder i solsystemet i jagten på sandheden om de hvide edderkopper, og samtidig bliver de jagtet af både edderkopper og andre besynderlige væsener, som vil have fat i nøglen.

Lærkelyset finder sted i hele den kendte og ukendte del af vores solsystem. Planeterne er beboet af alskens forskelligartede væsener, hvoraf nogle er gode og andre er temmelig ondskabsfulde.

Forfatteren, Philip Reeve, har med denne roman, (som er den første i en serie), skabe et enormt univers, der er imponerende gennemført og varieret. Man bliver gang på gang overrasket over opfindsomheden, og man keder sig ikke mens man læser Lærkelyset.

Det er spændende at følge Art på sin færd gennem solsystemet, hvor det langsomt går op for ham, at verden, som han troede han kende den, slet ikke ser sådan ud. Og han finder endda ud af noget om sin døde mors fortid, som han aldrig havde drømt om.

Lærkelyset er bestemt anbefalelsesværdig og et dejligt friskt pust i en tid, hvor vampyrer og engle ellers dominerer børnelitteraturscenen.

Den er spændende og meget opfindsom. Læs den og lad dig forføre af vores spændende solsystem!

søndag den 5. december 2010

Janitshartræet, Jason Goodwin

Forlag: Cicero
Oversat af Mogens Wenzel Andreasen

Historien i Janitshartræet foregår i midten af den nittende århundrede i tyrkiets hovedstad Istanbul, og i hovedrollen er den meget sympatiske eunukdetektiv Yashim.

Yashim bliver kaldt til Topkapi paladset for at opklare mordet på en af de unge haremspiger, men forbrydelsen viser sig at indeholde meget mere end et mord på en haremspige. Sultanens gamle soldaterkorps Janitsharerne, der ti år tidligere var blevet "udslettet" viser sig at spille en stor rolle i det mysterie, der i virkeligheden ligger bag mordet. Janitsharerne har i al hemmelighed samlet sig, og sammen med magtfulde og "loyale" folk har de mere end bare mord i tankerne.

Opgaven er svær for Yashim, der næsten selv må se sig slået, og ligeledes se sin veninde, Preen, gennem mange år være udsat for forbrydernes vrede.

Janitshartræet er ikke den allerbedste krimi jeg har læst, men den er underholdende, og især sjov at læse, fordi jeg har rejst i Istanbul, og på den måde havde et forhold til de steder, der bliver nævnt i romanen. Det største minus er, at den for de mindre bevandrede i den tyrkiske politiske virkelighed i 1800-tallet, kan være en smule svær at følge med i pga alle titlerne og de indbyrdes forhold, som ikke altid forklares.

tirsdag den 30. november 2010

Varulvens Klo, Tommy Donbavand


I denne sjette bog i Scream Street serien, Varulvens Klo, skal Luke og hans to venner, mumien Cleo og den falske vampyr Rhesus finde det sjette og sidste af relikvierne, der kan åbne den hemmelige passage væk fra Scream Street.

For at få fat i det sidste relikvie, lærer de tre børn forfatteren Samuel Skipstone endnu bedre at kende, og Luke må træffe et svært valg, hvis han vil have passagen åben.

Sir Otto Sneer, Scream Streets bolighaj, forsøger stadig at sætte en kæp i hjulet for vennerne, og på et vigtigt tidspunkt får de hjælp fra en helt uventet kant, nemlig G.H.O.S.T

Også denne bog i serien holder stilen fuldstændig. Den er morsom, og de uhyggelige passager er skrevet, så også de mindre læsere kan være med uden at få forstyrret nattesøvnen.

Jeg vil anbefale bogen til højtlæsning for de syv - otteårige, og til selvlæsning fra ni års alderen. Til denne gruppe, tror jeg at bogen rammer plet, for den er virkelig underholdende. Både spændende og sjov... og også lidt uhyggelig.


Tommy Donbavand er født i den engelske by Liverpool 1967 og indledte sin karriere som skønlitterær forfatter under pseudonymet B. Strange i 2006. Sit store gennembrud fik han i 2008 under eget navn med den humoristiske gyserserie "Scream Street". 

søndag den 28. november 2010

Blade slår igen, Tim Bowler


Forlag: Høst & Søn
Oversætter: Kim Langer

Blade slår igen er sjette bog i serien om Blade, der bor i den temmelig hårde by Bæstet.

Bogen begynder med tju bang, og Blade har kidnappet en dreng ved navn Damien. Lord H's søn. For sønnen vil Blade have, at Lord H afleverer pigen Jaz til politiet, så hun kommer i sikkerhed.

Derefter tager handlingen endnu mere fart, mens Blade hurtigt og forholdsvist let lægger et net ud, som i sidste ende (det ved vi ikke endnu) skal vælte Lort H ned fra sin trone af magt.

Jeg har ikke læst andre bøger om Blade, og det var virkelig en stor hæmsko i begyndelsen, fordi sproget er proppet med hjemmelavede slangudtryk, mærkelige øgenavne og besynderlige stednavne.

Efter noget læsning kunne jeg finde rundt i sproget, men jeg må indrømme, at jeg aldrig kom til at holde af det. Det virkede alt for afhugget for mig. Jeg forstår godt det billede, forfatteren forsøger at skabe med det sproglige staccato, men jeg synes, at alle de afsnuppede sætninger og enkeltstående ord forstyrrer læseoplevelsen.

Til gengæld formoder jeg, at læsere, der er inde i Blades univers, ikke bliver skuffede, for stilen er meget sikker og 120% gennemført. Så hvis man kunne lide de første 5 bøger, vil jeg gætte på at denne sjette bog, også falder i éns smag.


Tim Bowler er en af englands mest anerkendte ungdomsforfattere, han har vundet et hav af priser bl.a. The Carnegie Medal og the UK award for Children's Literature. Han er blevet kaldt "Den psykologiske thrillers mester."

tirsdag den 23. november 2010

Løgner, Justine Lebalestier

Hovedpersonen i Løgner er en pige på 15 år, der hedder Micah. Micah bor i New York med sine forældre. De er forholdsvis fattige, og en hemmelig familieskavank, gør livet besværligt for Micah.

Hun har ikke mange venner, for ikke at sige nogen overhovedet, og da hendes eneste ven, Zach bliver myrdet, spidser tingene til.

For intet forholder sig, som man tror. Zach og Micah har måske været venner. Micah ved måske noget om hans død, og familiehemmeligheden bliver måske afsløret.

Jeg vil ikke fortælle for meget om handlingen, for det skal læses!!!

Bogen er simpelthen genialt bygget op med Micah som fortæller, og man er hele tiden i tvivl om, det hun fortæller, er sandt eller løgn. Flere gange igennem bogen måtte jeg ærgerlig erkende, at forfatteren/fortælleren havde snydt mig, og det, jeg troede, var rigtigt viser sig at være løgn.

Jeg vil på det kraftigste anbefale bogen. Den er simpelthen fantastisk! Intet mindre! Man bliver overrasket over udviklingen og man keder sig ikke på noget tidspunkt.

Læs den!!! Please!!! For jeres egen skyld.

Forlag Høst&Søn

Justine Larbalestier er australier, men fordeler tiden ligeligt mellem Sydney og New York. Hun er forfatter til flere ungdomsromaner, men Løgner er hendes første bog på dansk

tirsdag den 5. oktober 2010

Skelettets kranium, Tommy Donbavand

Luke og hans venner, Rhesus og Cleo, fra Scream Street er i fuld gang med deres søgen efter de relikvier, der skal gøre det muligt for Lukes forældre at flytte fra Scream Street. En dag får gaden en ny beboer, som er vildt populær især blandt det kvindelige publikum, den legendariske hovedløse ridder, der efter sigende har reddet et helt børnehjem fra en frygtelig skæbne.

Midt i fotograferingen af den hovedløse ridder forsvinder ridderens hoved midt i et blitzlys, hvilket inspirerer Skipstone til at give Luke et praj om hvor det næste relikvie befinder sig.

Og nu går jagten på ridderens hoved i gang, og som vanligt gør sir Otto Sneer, hvad han kan for at ødelægge det for vennerne. Denne gang bygger han et monster, som han døber Ottostein. Et monster der er sat i verden for at ødelægge og hærge.

Serien Scream Steet er skrevet med en masse humor og action. Nogle af forfatterens ideer er temmelig fjollede, men det er alligevel så godt skrevet, at man ikke kan lade være med at holde af både universet og personerne.

Serien holder samme kvalitet hele vejen igennem, og den kan bestemt anbefales til alle (både tøser og knægte) der kan lide humor og action i en skøn blanding.

Forlag: Alvilda

mandag den 27. september 2010

The Prince of Mist, Carlos Ruiz Zafon

Forlag: Weidenfeld & Nicolson
Oversætter: (fra spansk til engelsk) Lucia Graves

Året er 1943 og urmageren mr. Carver beslutter sig for at komme på afstand af 2. verdenskrig og flytte sin familie fra byen og ud til et hus ved kysten. Sønnen Max er ikke super tilfreds med flytningen, og hans storesøster Alicia er direkte vred over det.

Da familien kommer til deres nye hus ligger det afsides, og som noget af det første finder Max et indelukke et stykke bag huset, hvor der står besynderlige statuer. Statuer som gør ham bange. Max møder hurtigt drengen Roland, der bor i fyret sammen med sig adoptivbedstefar, og de to drenge indleder et varmt venskab, som senere også kommer til at inkludere Max' storesøster Alice.

Underlige ting sker i huset og i området. Et sunket skib ligger et stykke fra kysten, hvor Rolands bedstefar har bygget sit fyr, og et mærkeligt tegn går igen ved statuerne, på skibet og i en video som den forrige søn i Max'  nye hus har optaget. En søn der ifølge rygterne druknede for mange år siden.

Forholdene omkring tegnet og det sunkne skib bliver mere og mere underlige, og Max og hans venner begynder at undersøge sagerne. de finder ud af at Rolands adoptivbedstefar spiller en betydelig rolle i mysteriet, der også inkluderer the prince of mist, som opfylder folks ønsker, og kun vil have én ting til gengæld.

Bogen er måske tænkt som en ungdomsbog, men det betyder bestemt ikke at man skal springe over den som voksen, for den er både finurlig, spændende og fantastisk skrevet. Intensiteten stiger gennem hele romanen og alle ender passer sammen perfekt når man ærgerlig har vendt sidste blad.

Carlos Ruiz Zafon har også skrevet voksenromanen Vindens Skygge, som er oversat til 35 sprog.

Mister Pip, Lloyd Jones

Forlag: Hr. Ferdinand
Oversætter: Jan hansen

Mr. Pip finder sted på Stillehavsøen Bougainville. Bogens hovedperson Mathilde er 13 år, da øen kastes ud i en voldsom selvstændighedskrig. I et forsøg på at få hverdagen til at fungere tilbyder mr. Watts at undervise landsbyens børn. Og det bliver ikke kedeligt.

Mr Watts alias mr. Pip er egentlig lidt af en personlighed i landsbyen, hvor han med mellemrum går i optog med sin tossede kone på en kærre. Men der er andet og meget mere i mr. Pip end alle rygterne og historierne, og som handlingen skrider frem, kan han måske ligefrem lære ungerne mere end den normale lære.

Bogen er skrevet i en fantastisk tone, der giver alle de grumme (og dem er der masser af) og ubehagelige begivenheder et glimt i øjet, på en måde så man oplever, hvordan denne mand bliver børnene og især Mathildes lyspunkt i en svær tid.

Bogen er fantastisk...sådan er det. Den skal bestemt læses.

Mister Pip var shortlistet til Bookerprisen i 2007 og vandt Commonwealth Writers' prize i 2007.

Sjælebogen, Glenn Cooper

Forlag: Cicero
Oversætter: Brian Christensen

Will Piper er tidligere FBI-agent. Han har slået sig ned som familiefar, efter han er blevet tvunget på pension pga. Dommedagssagen.

En gruppe tidligere ansatte ved Area 51, Biblioteket, har fundet Bibliotekets manglende bog, 1527, og har besluttet sig for at skaffe den, så de kan få klarhed over nogle af de ting, der er sket i Biblioteket. Will indvilliger, omend lidt modvilligt, i at hjælpe dem, og dermed rulles han ind i et hæsblæsende drama, hvor han finder ud af mere om biblioteket, end han havde turde håbe på.

Sjælebogen er en typisk spændingsroman, hvor læserens intelligens ikke bliver stillet på den særlig store prøve. men det gør måske heller ikke noget, hvis man bare har lyst til en letlæst actionroman. Og der er masser af action og fantasi i romanen. Der er rødhårede, stumme skrivere, forklaring på calvinismen, uddybning af Nostradamus' evner som fremtidslæser og meget andet, som gør bogen sjov at læse.

Det er ikke den store litteratur, men bortset fra slutningen, som er lidt flad, så er Sjælebogen et fint og let bekendtskab, som man hygger sig med, og kan lægge fra sig uden de store eksistentielle kvaler.

Jeg vil bestemt anbefale den, som en passende bog til den halvlange flyvetur, hvor man uden at føle sig snydt kan tage en lur ind imellem. Jeg nød i hvert fald forfatterens iderige univers, og for sin genre synes jeg bogen holdt vand.

Altid Sammen af Sienna Mercer

Forlag: Alvilda
Oversætter: Charlotte Armstrong

Altid Sammen handler om tvillingesøstrene Ivy og Olivia. Ivy er vampyr, og Olivia er menneske. Ivy og Olivia bor ikke sammen, og de ved ikke hvem deres rigtige forældre er, men Ivys far har besluttet sig for, at han og Ivy skal flytte til Europa, hvilket Ivy og Olivia vil gøre alt for at undgå.

- Og de gør alt. De forsøger at lave en fremstilling, hvor de forklarer, hvorfor Ivy og hendes far ikke skal af sted, de forsøger at finde en kæreste til Ivys far og så videre og så videre.

Men det er først, da de finder ud af, hvorfor Ivys far vil flytte, at de virkelig kan gøre noget for at undgå det.

Handlingen i bogen er et alt for tydeligt forsøg på at ride med på den populære vampyr-bølge, der blev startet med udgivelsen af Twilight, og jeg synes at bogen dumper med et brag.

På trods af at ideen med to tvillingesøstre, der er blevet skilt ved fødslen, hvor den ene er vampyr, og den anden ikke er, er super finurlig og god, lykkes det ikke for forfatteren at skabe en handling, der overhovedet tangerer til det interessante.

De elementer pigerne skal igennem, er så kedeligt beskrevet, at dramatikken slet ikke når at komme i gang, før den er overstået. Der er alt for mange klicheer og floskler, og beskrivelsen af vampyrerne er næsten komisk (selvfølgelig har de sort neglelak på, for sådan ER vampyrer jo).

Hvis jeg skulle anbefale bogen til nogen, så skulle det være piger, der ikke er så vant til at læse, for det er det mest positive ved den. Den er meget let at forstå og let at læse.
Men hvis man bare er nogenlunde læser, vil jeg klart anbefale vampyrglade læsere at finde en anden bog. Der er mange inden for genren, som er flere hestelængder bedre.



Anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

fredag den 2. juli 2010

TIN OG TUNNELERNE, SONYA HARTNETT

Prisbelønnet australsk ungdomsroman (som også er til voksne)

Historie:
Bogens handling finder sted i Australien i 1930'erne, hvor hovedpersonen, Harper, der er det mellemste barn i familien, bor i et område med udpint jord og ikke nok penge til at leve for. Harper har fire søskende, hvoraf den næstyngste, Tin, da han er fem år, beslutter sig for at grave sig ned i jorden under huset og leve der. Tin følger familiens liv fra sine huler og gange under jorden, og Harper fortæller historien fra et barns synspunkt. Familien går igennem en svær, uudholdelig svær, tid med udnyttelse fra den store kanon på egnen, fattigdom og problemer med underminering.

Beskrivelse:
Historien er fortalt fra Harpers side, og miljøbeskrivelserne er så gode at man til tider har lyst til at lægge bogen fra sig, fordi den stakkels familie skal så grueligt meget igennem. Historien om Tin, der lever under jorden, kunne jeg som læser godt have ønsket at vide mere om. På trods af at han spiller en helt central rolle i bogen, føler jeg mig lidt snydt, over at han er så fraværende (hvilket han jo helt fysisk er, da han graver sig væk) i selve historien.

Anbefaling:
Tin og Tunnelerne er en medrivende fortælling om en pige, der sammen med sin familie må overkomme noget af det værste verden har at byde. Beskrivelsen af Harper er fantastisk, og bogen behøver faktisk ikke Tin for at være en meget varm anbefaling værd.

onsdag den 30. juni 2010

González & Datter Transport Co. af María Amparo Escadón

Handling:
Frihed er endt i et mexikansk kvindefængsel, hvor hun igennem flere uger hver onsdag i fængslets læseklub fortæller historien om, hvordan hun endte der.

Beskrivelse:
Frihed er en ung kvinde, der siden hun var et spædbarn, er vokset op alene sammen med sin far i hans truck på de nordamerikanske veje. Frihed er trucker i blodet, og hende og hendes far er et godt team på vejene. Men der er meget en pige uden mor og uden de almindelige relationer fra skole osv ikke lærer - ikke fagligt, for det tager faderen sig fint af - men socialt. Historien om Frihed er historien både om livet som trucker, men også historien om livet i et mexicansk kvindefængsel. Den er godt fortalt, og som læser er man ivrig, både efter at vide hvad der sker i fortællingen om Friheds liv, hvilket er en dramatisk og fantastisk beretning, men også efter at vide, hvad der sker for hende i fængslet mellem onsdagsfortællingerne i læseklubben.

Anbefaling:
Romanen er fængslende på den fede måde. Der er ingen kedelige sider, og på trods af at den er bygget op omkring to fortællerveje, har man på intet tidspunkt lyst til at springe sider over for at komme hen til den anden historie, for de er begge lige gode. Jeg synes, bogen har fået ufortjent lidt opmærksomhed, og vil anbefale alle at tage et kig på den. For et kig er nok til at tænde lysten og læse resten.

Det gode menneske Jesus og skurken Kristus af Philip Pullman

Handling:
Dette er historien om Jesu liv, som vi alle kender det - og dog. Philip Pullman har tilføjet Jesus en tvillingebror, som hedder Kristus, der på lidt afstand betragter Jesu gerninger og tilføjer historien de afgørende hændelser, der gør at det der er blevet myten om Jesus, nu bliver en plausibel historie om to brødre, der vil hver deres.

Beskrivelse:
Det er noget af en genistreg at tilføje en tvillingebror til historien om Jesu liv, da det giver forfatteren mulighed for at perspektivere historien, mens den sker. Philip Pullman har taget den mest kendte historie i den vestlige verden og gjort den til sin egen på en helt fantastisk og tankevækkende måde. At se netop denne historie i et nyt perspektiv er enormt både underholdende og udfordrende, og opbygningen giver mulighed for at forstå hændelserne ud fra en ny og mere konkret vinkel. Romanen er velfortalt og fuld af overskud, og på trods af at man kender basishistorien ud og ind, sluger man bogen, og får pludselige noget nyt ud af en så gammel historie.

Anbefaling:
Jeg vil på det varmeste anbefale historien, der er et blik ind i to brødres kamp for at udrette det de hver især ønsker.

mandag den 21. juni 2010

Lottie Biggs er ikke tosset, Haley Long


Ungdomsroman

Handling: Lottie Biggs virker umiddelbart som en ganske almindelig 15 årig pige, der er optaget af hårfarve, sko, drenge og sin veninde. Lottie arbejder i en skoforretning og går i skole. Hun har fået en opgave for i skolen, hvor hun skal skrive om et vendepunkt i sit liv. Nu er alt alligevel ikke helt almindeligt for Lottie, for hun kommer lidt skævt ind på livet i de svære teenageår, hvilket får hende til, uden at ville det, at tage nogle dårlige valg. Lottie falder ned i et sort hul, som bliver dybere og dybere, uden at hun egentlig selv lægger mærke til det. Hun mærker det først rigtigt, da hun rammer bunden og politiet bliver indblandet. Beskrivelse: Bogen er udformet, som om der er den opgave om sit liv, so Lottie arbejder på, hvilket giver historien rigtig meget nærvær. Man bliver ført igennem Lotties svære tid, som om man sad inde i hovedet på hende, og derfor går der også temmelig lang tid, inden man som læser fatter at der er noget rav ruskende galt med Lottie. Starten kan, mens man læser den, virke lang, men når man finder ud af at Lottie faktisk har et alvorligt problem, så opdager man, at små spor er lagt ud gennem hele den lange indledning, og at den faktisk er meget berettiget. Det er en velskrevet roman med både humor og alvor. Anbefaling: Jeg vil bestemt anbefale bogen. Jeg tror, at især piger i alderen, vil finde den interessant, og jeg vil vædde på at mange kender til Lotties problemstillinger, også selvom de ikke har helt de samme problemer som hende. Det ville nok også være en god ide for voksne at læse den, og få et realistisk blik ind i hvordan det er at være teenager, hvis de selv skulle have glemt det!

søndag den 30. maj 2010

Barsakh af Simon Stranger

Ungdomsroman.

Handling: Emilie på 15 år fra Norge er på sommerferie på Gran Canaria sammen med sine forældre og lillebror. Hun er teenager, og hun har anorexi, fordi hun, da hun var yngre, var for tyk, og nu har hun besluttet sig for aldrig mere at veje for meget, hvilket selvfølgelig resulterer i at hun er alt for tynd. Næsten alt i Emilies liv drejer sig om kalorier og fedtprocenter, indtil hun møde Samuel fra Ghana, der mod sin vilje sulter, fordi han er bådflygtning uden penge. Samuel kommer fra Ghana, hvor han er flygtet fra et liv i fattigdom. Samuel er 17 år, da han, med hjælp fra sin familie flygter fra landet. Man læser i romanen, hvordan han betaler sig fra at blive kørt ud af Ghana til Mali, hvorfra han sammen med knap 20 andre flygtninge sejler i en alt for lille båd til Gran Canaria. Sejlturen bliver fatal for flere af flygtningene, da de løber tør for benzin og flere af dem dør. På Gran Canaria håber Samuel at finde lykken og et job, men alting ser anderledes ud, da han endelig kommer frem. Beskrivelse: Romanen tager to meget vigtige og aktuelle temaer op til behandling: Anorexi og flygtninge. Læseren bliver af forfatteren på en meget levende og realistisk måde ført ind i tankegangen både hos Emilie og Samuel. Man forstår, hvorfor begge handler som de gør, og man kan samtidig tydeligt se samfundets skæve indvirkning på hver deres liv. Især Emilies anorexi bliver sat i kontrast, da hun møder flygtningene, der er ved at dø af sult. Historien rummer ikke mange fortællerkneb og overraskende vendinger, men det behøves heller ikke da den realistiske historie om Samuel og Emilie er nok til at få læseren til at tænke. Man får hurtigt sympati for begge hovedpersoner, der er levende og godt beskrevet. Bogen er bestemt anbefalingsværdig til alle, der har lyst til lidt realistisk læsning, som de samtidig kan blive klogere af.

søndag den 23. maj 2010

Opmålingen af verden, Daniel Kehlmann

De to tyske forskere Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss giver sig i slutningen af det 18. århundrede til at opmåle verden på hver deres måde. Humboldt tager ud i verden og måler fysisk bjerge, stepper, vulkaner og enddog giftes virkning på egen krop, og Gauss beviser hjemme fra Göttingen at rummet er krumt. Humboldt og Gauss er hinandens modsætninger. Humboldt rejser ud og oplever verden, men interesserer sig ikke det mindste for det andet køn, og Gauss kunne ikke drømme om at forlade sit hjem, men kan ikke leve uden kvinder. Det de to forskere har tilfælles er den iver de lægger i deres forskning. Den måde hvorpå sandheden om universets love fylder alle afkroge af deres sind.

Romanen følger de to forskeres liv og forskning og beskriver også deres møde i 1828 i Berlin, hvor de begge er blevet ældre herrer. Fortællerstilen er morsom og alvorlig på en tiltagende underspillet måde. Beretningen om de to forskere er en fornøjelse at læse og kan sagtens nydes selvom man ikke er helt med på alle de videnskabelige fakta. Bogen er bestemt anbefalingsværdig, hvis man leder efter en roman med sjæl, der ikke blot skal underholde, men også få de små grå til at løbe lidt hurtigere.

onsdag den 12. maj 2010

Eksil, Jacob Ejersbo


Samantha bor i Tanzania sammen med sine forældre og storesøster. Hun går på kostskole, læseren følger hende de sidste år af hendes skolegang. Samantha har ikke det letteste familieliv med en alkoholisk mor og en far, der er lejesoldat og mildt sagt temmelig udsvævende.
Historien følger Samanthas nedgang. Hun starter med at være en gennemsnitlig teenager med problemer, der gennem bogen vokser sig større og større, og giver sig udslag i et letfældigt forhold til stoffer, sprut og sex.
Bogen er på ingen måde en feel-good roman, og jeg var næsten deprimeret over livet som sådan og Samanthas liv i særdeleshed, da jeg var færdig med romanen. Det at følge en nedtur, der bare fortsætter og fortsætter igennem en hel bog og forværres for hver side man vender sætter unægtelig nogle tanker i gang.
Jeg brød mig ikke om romanen, men det havde bestemt ikke noget med det håndværksmæssige at gøre. Bogen er godt fortalt. Sproget er levende og billederne så tydelige, at de borer sig ind i én, selvom man egentlig helst ville have at de blev væk. For de er ikke rare. Og det var derfor jeg ikke kunne lide bogen. Simpelthen fordi jeg ikke brød mig om den verden, jeg blev budt ind i, og fordi det var så godt beskrevet, at jeg ikke kunne forblive tilskuer. Jeg blev gennem ordene så at sige tvunget til at leve mig ind i Samanthas liv. Og det er god romanskrivning!

onsdag den 5. maj 2010

Heksens Blod, Tom Donbavand


Handling:
Jagten på Scream Streets seks grundlæggeres relikvier fortsætter i denne bog, som er fortsættelsen til Vampyrens Hugtand. Denne gang skal Luke og hans to venner Rhesus og Cleo finde et reagensglas med blodet fra den gamle heks Nelly Twist. Igen sætter sir Otto Sneer en kæp i hjulet for ungerne. Denne gang slukker han for vampyrernes blod-hane, så de bliver sindssyge af tørst, hvilket betyder at de drikker fra andre dyr, og Scream Street bliver invaderet af vampyr-rotter og andre væsener med vampyr-tendenser.
Vennerne må ty til hjælp fra Zombierne for at finde blodet og måske afværge katastrofen.

Beskrivelse:
Også dette bind af Scream Street serien er skrevet meget humoristisk og fantasifuldt. Den lever fuldt op til den stemning, der blav lagt op til i etteren. Kan bestemt anbefales, hvis man vil have et godt og letfordøjeligt fantasygrin med en god dosis "bvadr" og uhygge.

Denne anmeldelse findes også på boggnasker.dk

Pi´s Liv, Yann Martel


Bogen handler om en indisk dreng, Pi, der sammen med sine forældre og en stor del af deres zoologiske have skal med fragtskib til Canada. Pi er en umådelig spændende og farverig hovedperson. Han er meget tænksom og både udøvende hinduist, kristen og muslim, hvilket skaber en smule problemer for ham.

Sejlturen til Canada ender desværre brat, da fragtskibet forliser. Pi overlever som det eneste menneske, og befinder sig pludselig om bord i en redningsbåd sammen med en hyæne, en rotte en zebra med brækket ben, en orangutang der hedder Orange Juice og en bengalsk tiger. Pi bor på redningsbåden i det nådesløse Atlanterhav i mere end tohundrede dage. Dage der er præget af lige dele angst, sorg og frygt, men også en god portion opløftende optimisme.

Bogen er velskrevet og ualmindelig fængslende. På trods af de mange ensformige dage på havet er det som læser umuligt at forudse, hvad der sker på næste side.
Og som kronen på værket er slutningen nærmest genial.

anmeldelsen findes også på bogrummet.dk

Vampyrens hugtand, Tom Donbavand


Luke er varulv, og derfor bliver hans familie flyttet til Scream Street, hvor alverdens vampyrer, varulve, mumier, zombier og deslige bor.
Hurtigt får Luke to venner: Rhesus Negativ og mumiepigen Cleo.

Desværre falder Lukes forældre overhovedet ikke til i Scream Street, og Luke beslutter sig for at finde en vej væk, så hans forældre kan komme tilbage til den verden de kender. For at finde vejen skal Luke (og Rhesus og Cleo, der hjælper ham) bruge en bog, som forfatteren Samuel Skipstone, har taget bolig i. Bogen har den onde sir Otto Sneer, og vejen ud af Scream Street kan kun findes, hvis man først finde de seks relikvier, som grundlæggerne af byen har gemt. Det første relikvie er Rhesus´ forfaders hugtand, og det er ikke en nem opgave at finde den.

Bogen er skrevet meget humoristisk og holder tonen hele vejen igennem. Der er masser af action og fantasi, og man keder sig ikke, når man er på eventyr med varulven Luke.

De mere hærdede fantasy-fans vil måske synes at historien er en smule "fjollet", men hvis de lægger den til side, går de glip af et godt grin.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Cut - Filmen knækker, Hanna Marjut Marttila


Torsdag er en forholdsvis almindelig finsk dreng, der er så uheldig at have en temmelig udsat familie. Forældrene drikker, faren er mega depressiv og Torsdags søster, Tarina, har en skidt vane med at blive gravid, hvilket også er præcis det der sætter fortællingen i gang. Tarina annoncerer for Torsdag, at hun er gravid, og Torsdag påtager sig at finde ud af hvordan de som familie skal håndtere det, uden at nogen bliver fjernet fra hjemmet. Faren til barnet er russeren Kolja, som Torsdag bestemt ikke har noget godt forhold til. Han synes at Kolja er en båtnakke af rang.

Bogens handling er meget ligefrem og egentlig uden de store udsving, men det hele bæres oppe af den spændende måde som teksten er skrevet på. Torsdag drømmer om at være filminstruktør, og derfor drager han i fortællingen en masse paralleller til film. Det gør bogen meget interessant at læse, men det kan også til tider virke trættende med alle de ordforklaringer, der hele tiden bliver brugt tid på.

Alt i alt er det en interessant bog, der synes at give et grundigt indblik i en marginaliseret families kamp for at få dagligdagen til at hænge sammen.

anmeædeæsen findes også påp boggnasker.dk

Et Offer til Allehelgenes Aften, Peter Lidbeck


Shirins mor har forladt hende og hendes far, og er flyttet til Finland med en ny mand. Shirins far får et uimodståeligt tilbud om at flytte ind på en herregård i en lille svensk by, hvor det eneste han skal sørge for er at holde hus og tilhørende område i orden. For dette får han betaling hver måned og Shirin får endda sin egen hest.

Det eneste de ikke må er at gå op på loftet og kigge på det maleri, der befinder sig der. Shirin bliver venner med præstens datter, der fortæller en uhyggelig historie om en familie der boede på herregården for lang tid siden. Faren slog sin datters kæreste ihjel og låste datteren og hendes baby ind i hvert sit værelse i huset.

En dag begynder det at regne ned gennem taget, og Shirins far føler at han bliver nødt til at gå op på loftet og reparere hullet. Da han er deroppe finder han billedet og stik mod alle regler tager han det med ned. Herefter begynder faren at forvandle sig, og lidt efter lidt går landsbyens dystre og makabre hemmelighed op for Shirin.

En velskrevet og spændende bog, der er let at læse.

anmedeæsen findes også på boggnasker.dk

Kong Steves Selvlysende HIP Hop Bibel,


Hovedpersonen i bogen er drengen Steve, der gerne vil være mega sej rapper.

Steve bor alene sammen med sin mor. Hans søster Cilla er flyttet hjemmefra. Han er en knægt, der på en eller anden måde virker lidt kikset uden selv at vide det, hvilket faktisk er bogens mest morsomme element. Steve vil gerne være rapper, og bogen er fortalt med hans stemme. Nogle af kapitlerne er lavet som en håndbog til folk, der gerne vil være rappere, med gode råd og tips til, hvordan man gør det. Steve går i skole, som alle andre unge drenge, han har nogle plageånder, der bl.a. tvinger ham til at hoppe i vandet på en skoleudflugt, og han har nogle venner, der er lige så kiksede som ham selv.

Derudover er Steve forelsket i Vera, men kan ikke rigtig finde ud af at snakke med hende, og for at gøre det hele værre begynder der en ny dreng i klassen, som hun med det samme viser interesse for. Det får selvfølgelig Steve til ikke at kunne lide den nye dreng, men hen ad vejen finder de to ud af at de har meget til fælles: hip hop og rap.

Bogen er skrevet i en let tone, der nogle gange grænser til det fjollede. Der er masser at små tegninger i, som understreger tonen, og som er temmelig sjove.

Jeg vil anbefale den til alle, der går rundt med en hip hopper i maven, for mange i aldersgruppen vil sikkert nikke genkendende til Steves tanker og drømme.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Daggry, Stephanie Meyer


Handling:
Handlingen er delt op i tre bøger, hvor Bella er hovedperson i de to dele og Jacob er hovedperson i en.

Mennesket Bella og vampyren bliver i begyndelsen af denne sidste del af Twilight-serien gift med Edward og han har efter brylluppet lovet at gøre Bella til en vampyr. Tingene går ikke helt som planlagt, da Bella på bryllupsrejsen bliver gravid, -en graviditet der gennemgås i en frygtelig fart, da barnet jo ikke er helt almindeligt.

Varulvene med Sam i spidsen mener at barnet er et brud på fredstraktaten mellem varulvene og vampyrerne, så de vil tage livet af barnet (og måske også Bella). Derfor bryder Jacob ud af koblet og går imod Sams ordrer. Og herfra tager handlingen frygtelig fart...

Beskrivelse:
Der er fart, action og romantik for alle pengene i Daggry. Man kender allerede personerne fra de foregående bind, men med den nye detalje at Bella bliver gravid giver enormt meget spænding og dramatik til bogens handling. Man lærer personerne endnu bedre at kende, og det bliver det ikke kedeligere af! Bogens opbygning med skiftende synsvinkler (Bella og Jacob) driver også spændingen op på et andet plan, fordi læseren ved noget, som hovedpersonerne ikke gør.

Konklusion:
På trods af et sprog, som ikke alle steder synger i ørerne, og en handling der for den øvede læser er en smule forudsigelig er Daggry en fantastisk fængslende bog, der er svær at lægge fra sig.

Det er ikke underligt at det er blevet sådan en stor succes for forfatteren spiller på alle de rigtige strenge og hun gør det godt.

For nye læsere vil jeg bestemt anbefale dem at begynde med etteren i serien, og for læsere der allerede kender og holder af universet vil jeg bare sige: Glæd jer! I bliver ikke skuffede over dette sidste bind. Jeg kan tværtimod forestille mig at I bliver ærgelige når sidste side er vendt...

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Kærestebogen, Lin Hallberg


Handling:
De fem "veninder" Caro, Cissi, Emily, Zenah og Auriel skal starte sommerferien efter 6. klasse med at tage i sommerhus sammen. Gruppen er uhomogen, og der ligger en masse skjulte følelser og nag gemt i de forskellige piger af forskellige grunde. Der går da heller ikke længe efter de er ankommet til sommerhuset, før uenighederne bryder ud i lys lue. Den dominerende Auriel vil ned til badestedet om aftenen for at møde drenge, men ikke alle har lyst. Nogle af pigerne tager med alligevel og nogle bliver hjemme og føler sig som tabere. Mødet med drengene udvikler sig dramatisk, hvilket resulterer i at alle pigerne bliver hentet hjem med formaninger om at de ikke må se Auriel mere. De piger i gruppen, der har følt sig mest domineret, slår sig sammen om at få hævn over Auriel og det hele udvikler sig til at blive rigtig ubehageligt og grimt.
Beskrivelse:
Gennem hele bogen følger man alle fem piger, og skiftevis ser man tingene fra den enes og dernæst den andens synspunkt. På den måde får læseren et rigtigt godt indblik i, hvorfor alle pigerne opfører sig, som de gør, og det giver læseren et stort overskud i form af forståelse for hovedpersonerne. Historien virker meget realistisk og er spændende uden at overdramatisere hændelserne.
Anbefales:
Kærestebogen anbefales først og fremmest til teenage-piger, der sandsynligvis vil kunne identificere sig med en eller flere af hovedpersonerne, men den anbefales også til alle andre, der kunne tænke sig et blik ind i den verden, som pigerne befinder sig i.Nogle forældre ville uden tvivl have gavn af at læse denne bog. Bogen er velskrevet og der er ingen kedelige passager.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Mælkebøtte Ild, N. D. Wilson


Beskrivelse: romanen er efterfølgeren til "100 låger" og det skinner tydeligt igennem at der er meget man burde have læst i etteren. Drengen Henry er hovedperson og alt hvad han bliver udsat for i romanen udspringer fra et ønske om at vide hvem han i virkeligheden er og bag hvilken låge han stammer fra.

Handling:
Handlingen starter med et enormt uvejr, hvor Henry bliver "brændt" i håndfladen af en mælkebøtte. Han bliver også pludselig blind og søger ind bag lågerne for at finde sin familie. Her bliver han som det første taget til fange af den onde troldmand, Darius, der vil adoptere Henry.

Henry slipper væk og i vrede sender Darius hele familien og deres hus til en anden verden bag en anden låge. Der sker en masse forviklinger. Bl.a bliver Henrys søster taget til fange af Fitzfeerne, og midt i det hele er Nimiane ved at suge alt liv ud af alle verdener.

Bedømmelse: der er stort drama og forviklinger for alle pengene i "Mælkebøtte-ild" men for læsere der ikke har stiftet bekendtskab med "100 låger" er den næsten uforståelig, og man skal virkelig kæmpe for at forstå universet. Alligevel er det en spændende bog og der er spænding og plot nok til at holde den krævende læser fangen, hvis man altså forstår universet.

Jeg vil bestemt anbefale at man læser etteren først, for så tror jeg at læseoplevelsen vil være i top. Hvis bogen skal stå alene er den for forvirrende til at gøre et godt indtryk.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Gangsta Rap, Benjamin Zephania


Bogen handler om teenageren Ray, der sammen med sine to venner, Tyrone og Prem, er en utilpasset ung i Londons East End. Ray bliver smidt ud af skolen i bogens begyndelse, og læseren fornemmer, at det kunne være begyndelsen til en lang nedtur, og en historie om et misbrugt liv.
Ray og hans venner er dog så heldige, at skolens direktør inskriver dem i et projekt, hvor de kan få lov til at dyrke deres største hobby, rap.

Drengene falder hurtigt til i branchen, og snart stryger de mod rigdom og berømmelse med et album, som hurtigt bliver nummer et på den engelske hitliste.

Desværre forsøger én at sætte en kæp i hjulet på drengenes succes, og det udvikler sig til en krig mellem de to bydele East End og West End.
Ideen bag historien er interessant, og det kunne være spændende for en udeforstående at få et blik ind i denne verden. Desværre føles det for denne læser, som om at historien i høj grad bygger på klicheer om rappere (dårligt forhold til en alkoholisk far, flabet over for alle, utilpasset og suset mod toppen), og man får ikke meget at vide i bogen, som man ikke har hørt en million gange før.
Handlingen skrider hurtigt frem, men der er desværre en overvejende tendens fra forfatterens side til at skrive, hvad der sker i stedet for at beskrive, hvad der sker. Derfor er det svært at leve sig ind i bogen, og det ødelægger læseoplevelsen.

Bogen anbefales til drenge, der går med en rapper i maven, som så kan de læse den og drømme sig ind i deres egne fremtidsønsker.

anbefalingen findes også på boggnasker.dk

Dødsspillet, Suzanne Collins


Dødsspillet er en grusom, intens og helt fantastisk bog!

Hovedpersonen Kattua bor i distrikt 12, hvilket er det fattigste dirtrikt i Panem. Hun bor alene med sin lillesøster og mor, og hun skaffet mad til familien ved at jage ulovligt uden for hegnet sammen med jagtvennem Gale.

I Panem afholdes der hvert år en høstfest, hvor dødsspillet sættes i gang. Deltagerne i spillet er en pige og en dreng fra hvert distrikt, og det går i al sin grusomme enkelthed ud på at den der overlever, vinder.

Kattuas lillesøster Prim bliver udtrukket, men Kattua tager hendes plads. Med sin jagterfaring har Kattua et lille fortrin, men nogle af de andre spillere, sonere, som de hedder, er gennem hele deres barndom blevet trænet i at spille netop dette spil.

Bogen er fantastisk skrevet, med et plot jeg ikke har set før. Da den er temmelig barsk vil jeg anbefale til de lidt ældre unge, og den er MEGET anbefalelsværdig. Man keder sig ikke på noget tidspunkt, og det er svært at lægge den fra sig.

anbefalingen findes også på boggnasker.dk

Bakugan


Handling:
Hovedpersonen i Bakugan er den iltre Dan Kuso, der sammen med sine venner, Runo, Marucho og Julie opfinder spillet Bakugan, hvor en kombination af kort og uhyrer udgør spillet.
Hvad Dan og hans venner ikke ved er, at Bakugan ikke bare er et spil for sjov, men at uhyrerne fra de små kugler også eksisterer i et parallelt univers, som hedder Vestrioa. Da det går op for dem tilspidses situationen, fordi drengen Masquerade dukker op og forsøger at udslette Vestroia.
Beskrivelse:
Som hovedperson er Dan meget mennesklig. Han er konkurrencemenneske, hader at tabe og en god ven, hvilket gør det let at identificere sig med ham for de fleste. Plottet i Bakugan er let at følge, men dog med overraskelser undervejs, som man ikke lige gætter.
Anbefaling:
Bakugan er uden tvivl for de mindste børn, som kender historien fra tv og merchandice. Spillet kan købes og spilles i virkeligheden. Og netop derfor går også bøgerne rent ind hos målgruppen. Som voksen stejler jeg lidt ved det temmelig ringe sprog i bøgerne, og det faktum at illustrationerne er taget direkte fra tegnefilmen. Men alt i alt, så vil de fleste drenge i 5-8 års alderen garanteret finde glæde ved bøgerne.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Skyggernes Bog, Jim Lyngvild


Handling:

På Jerods femten års fødselsdag får han en noget atypisk gave af sin bedstemor. Han får en bog, der skal vise sig at få stor betyding for hele hans fremtid. Skyggernes bog fortæller om kongeslægtens historie, og det viser sig, at Jerod er arvtager til magten i riget. Nu væltes Jerod ud i et hvirvlende eventyr, hvor han skal opfylde sin skæbne som den næste konge og sørge for at undgå den onde elverfyrste Daray, der selvfølgelig er ude efter magten i riget. Jerod bliver hjulpet af alskens fantasifulde væsener bl.a. hekse, en grif, hvide ulve, nixer, fauner og alt muligt andet. Hans modstandere udgør en lige så varieret skare af væsener. Jerods rejse bringer ham først på rejse med skibet, Den Sorte Engel, og derefter strider han sig gennem diverse landsdele for at løse sin opgave og samle gamle kong Urials krone.
Skyggernes bog er første del af serien Kongen.

Beskrivelse:

Kongen er en ny udgivelse i rækken af bøger, der er skrevet af kendisser. Historien er klassisk fantasy, hvor det gode skal overvinde det onde, og plottet virker indtil videre temmelig forudsigeligt. Jeg håber, man bliver mere overrasket i bog to. Jerods verden er befolket med alskens forskellige væsener, og bogen er præget af en flyvende fantasi. Desværre sidder man med fornemmelsen af, at forfatteren har forsøgt at presse alt for meget ned i historien, og bogen kunne godt have brugt, at der blev slået flere darlings ihjel. Det gør bogen rodet og uoverskuelig, og det kan til tider være svært at holde koncentrationen. Det er synd, for der er bestemt enkelte gode toner ind imellem.
Jeg vil anbefale bogen til det yngre publikum, der ikke har noget imod at læse mange sider, måske højtlæsning. Erfarne fantasy-læsere vil finde for mange huller og ikke føle sig udfordret nok af plottet.

anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Arveslynglen og hele musikken, Icelin C. Hermann


Handling:
I Von Hurlsachs familie ligger den forbandelse at alle drengebørn bliver født som tvillinger og hader hinanden, og nu bliver det hverken værre eller bedre end at tvillingedrengene Thorkarsky og Iph møder deres kusine Zmaralda, da de er unge drenge, og hun "kommer til" at spejle dem i et magisk spejl, der smelter dem sammen til siamesiske tvillinger. Tvillingerne vender nu deres vrede mod resten af verden i stedet for hinanden, og sværger en grusom hævn over alle. Derfor bygger de en hemmelig maskine, som skal lave det, der er middelet for deres hævn.
Ved et ondskabsfuldt tilfælde bliver pigen Filomena, som kan se, hvad folk har i lommerne, taget til fange af brødrene, og hun finder ud af hvad deres frygtelige hævn går ud på. I sit forsøg på at overvinde de grusomme tvillinger får hun hjælp af to musikere, der elsker mad og en fremmed, der viser sig at være meget velkendt.

Beskrivelse:
Arveslynglen er et fyrværkeri af sjove, besynderlige og grufulde hændelser. I begyndelsen tænkte jeg, at den var for et meget ungt publikum, men jeg blev hurtigt fanget af historien. Forfatteren har sat en virkelig sjov scene, som bliver udnyttet til fulde! Temaet i historien (det gode mod det onde) er selvfølgelig kendt i forvejen, men det morsomme persongalleri gør den alligevel anderledes og interessant.
Det er bestemt en bog der er værd at læse - Også selvom man er over 30

Anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Coraline, Niel Gayman


Handling:
Bogens hovedperson er pigen Coraline, der flytter ind i et nyt hus sammen med sine forældre. Ud over den lille familie bor der to ældre damer og en gammel mand med et muse-cirkus.
Coraline bruger sommeren på at gå på opdagelse i området omkring huset, men da det en dag begynder at regne, er det det store hus, der skal udforskes.
Coraline bliver særlig interesseret i en låst dør, bag hvilken der er muret op. En nat åbner Coraline døren og pludselig er muren væk. På den anden side bor en kvinde og en mand, som kalder sig selv hendes "andre forældre". Disse forældre lader Coraline gøre lige, hvad hun vil og giver hende alt, hvad hun peger på. Samtidig er de uhyggelige med deres øjne af knapper, og der hersker en ubehagelig stemning bag døren.
Da Coraline kommer hjem til sine rigtige forældre, er både hendes mor og far forsvundet, og Coraline må tilbage til "den anden mor" for at redde ikke bare dem, men også andre, der er faldet i hendes kløer.

Anmeldelse:
Coraline er i denne udgave genudgivet som en såkaldt graphic novel, hvilket er et fint ord for en tegneserie, og tegningerne i bogen er en smule stive i stilen, men rammer handlingen godt. Niel Gaimans historie er god og meget uhyggelig, og plottet hænger fint sammen. Historien om en pige, der må så frygtelig meget igennem for at indse, at det, hun har, er lige præcis det hun ønsker at have, er godt tænkt.
Desværre synes jeg, at meget sprogligt er gået tabt ved overførslen fra almindelig bog til tegneserie. Historien fortælles på en afbrudt og lidt kedelig måde, og der kommer aldrig rigtig flow i læsningen.
Alligevel synes jeg Coraline er værd at bruge noget tid på for alle, som godt kan lide et godt gys, for dem er der bestemt mange af!

Anmeldelsen findes også på boggnasker.dk

Nymåne, Stephanie Meyer


Handling:
Bogen tager sin begyndelse i Forks, hvor Bell har fødselsdag. Hun vi helst have den forbigået i stilhed, men Edward og resten af Carlisle-familien har alligevel planlagt en fest for hende. Til festen skærer Bell sig på gavepapiret, hvilket udløser en foruroligende krise hos vampyrerne, fordi én af dem stadig har problemer med at styre sine instinkter.
Hændelsen får familien til at beslutte sig til at forlade Forks, og Edward slår op med Bell å en temmelig hård måde. Hun skal glemme ham, og han vil sørge for, at det virker, som om han aldrig har været i hendes liv.
Bell bliver efterladt i en tilstand af komplet følelsesløshed og uden nogen at dele sine tunge hjertekvaler med. Hendes vakuum fortsætter, indtil hun på en biograftur sammen med Jessica finder ud af at Edwards stemme åbenbarer sig for hende, hvis hun føler sig truet eller bange. Dette får hende til at tage en beslutning om at leve livet farligt, for på den måde at have Edward i sin nærhed.
Hun køber to gamle motorcykler og får sin gamle ven Jacob Black til at istandsætte dem. Sammen med Jacob og motorcyklerne finder hun atter glæde ved livet og bevæger sig ud af følelsesløsheden.
Desværre skal tingene ikke være lette for Bell, så da Jacob pludselig en dag ikke vil være hendes ven mere og i stedet begynder at hænge ud med den ældre Sam og hans venner, som Jacob ellers har været bange for, begynder et nyt mysterium for Bell.
Jacob er ikke den helt almindelige dreng, som hun troede i begyndelsen, og venskabet med ham får på en finurlig måde konsekvenser for Edward, som Bell pludselig er den eneste der kan redde.

Beskrivelse:
Nymåne er let at gå til. Der sker meget i bogen, som er fuld af action, intriger og store følelser. Miljøet med vampyrer og varulve i en almindelig regnfuld amerikansk soveby er godt beskrevet, og og man har ingen problemer med at sætte sig ind i de oplevelser Bell bliver udsat for.
Dog synes denne anmelder at bogen med fordel kunne være en del kortere. Der er mange forklarende passager og den rigtig spændende handling begynder først et godt stykke inde i bogen, hvilket kan gøre det svært at fastholde interessen, men gør man det bliver man til gengæld belønnet med en god historie, som jeg forestiller mig at fans af Twilight vil klappe i hænderne af og bide negle over.

Bogen er anbefalelsesværdig både til piger og drenge. Der er både en stor kærlighedshistorie og masser af spænding.

Anmeldelsen findes også på boggnasker.dk