Den næste verden, Dara Horn

Forlag: Rosinante
Oversat af: Poul Bratbjerg Hansen

Benjamin Ziskind er en intelligent men fysisk skidt dreng. Han har ikke den letteste opvækst, sammen med sin mor, sin søster og en far, der har mistet det ene ben i krigen.

Da Benjamin bliver voksen er livet stadig ikke mildt ved ham. Han bliver skilt og har svært ved at finde en ny kvinde i sit liv.

Benjamin tager på sin søsters opfordring med til et dating-arrangement på et museum, og her møder han Erica, som arbejder på museet. Derudover ser han et billede, som er malet af Chagall, og som har tilhørt hans familie, da han var barn.

Ben stjæler ved en impuls billedet fra museet, og tyveriet sætter gang i en vandring tilbage i tiden, hvor man hører om billedets tilblivelse, familiens fortid og om tiden i Rusland, da Chagall var en ung mand.

Romanen er finurligt skrevet, og det er en art krimi uden rigtig at være det, for man ved under hele forløbet godt, hvem tyven er. Men der er masser af andre gåder der bliver strakt ud for ens indre blik, og historien er fortalt fængende og behageligt.

Især holder denne læser af forfatterens forestilling om det prænatale liv, som jeg ikke vil afsløre noget om, blot fortælle at bogen er værd at læse.

Blod, Guillermo Del Toro & Chuck Hogan

Forlag: Hr. Ferdinand
Oversætter: Mich Vraa

Blod er et langt stykke hen ad vejen et velskrevet uhygges-gys. Det virkede i hvert fald på denne læser.

Et fly lander i JFK i New York og få sekunder efter går al strømmen og flyet står dødt hen på landingsbanen, uden at reagere på kontroltårnets kalden over radioen. Da flyet bliver undersøgt viser det sig at alle ombordværende på nær fire er døde.

Epf, der arbejder med smittefarlige sygdomme og sygdomsspredning, bliver kaldt til stedet, fordi dødsfaldene virker temmelig mistænkelige. Han tager af sted, undersøger med sin kollega, Nora, de døde og får de fire overlevende indlagt.

Så tager historien fart. På en fin måde lader forfatterne læseren følge de fire overlevende og følge, hvordan de alle som en bliver smittet af en frygtelig "sygdom".

En sygdom der fører tilbage til tidligere end de tidligste tider, hvor et væsen der kaldes Sardu, lever af menneskers blod. En jødisk dreng, Abraham Setrakian, møder Sardhu i en koncentrationslejr under anden verdenskrig, og han sværger, at han vil nedkæmpe væsenet.

Denne ed fører Eph, Nora, Setrakian og i sidste ende også en skadedyrsbekæmper sammen i kampen mod det onde.

Den vinkel som forfatterne beskuer myten om vampyrer fra er ny og meget forfriskende. Det er en helt anden måde at angribe emnet på, end jeg har set før, og det vinder bogen meget ved.

Plottet holder gennem hele bogen, og de første 250 sider er virkelig spændende, med tendens til nogle gange at blive ligefrem ulækre. Men man bliver alligevel nødt til at læse videre.

Desværre mistede bogen lidt pusten på de sidste hundrede sider. Der var, som om at det der med at få spundet alle enderne sammen til sidst på en måde blev så praktisk, at det drænede historien for den intense spænding, der ellers prægede den.

Alligeve vil jeg varmt anbefale Blod, hvis man er til spænding, en smule splat og gys.

Lærkelyset, Philip Reeve

Forlag: Carlsen
Oversætter: Asbjørn Skytte

Lærkelyset er en af de mest fantasifulde bøger, jeg har læst længe.

Hovedpersonen i bogen er drengen Art, der sammen med sin søster, Myrtle, og deres far bor i huset Lærkelyset. Lærkelyset er ikke noget helt almindeligt hus. For det første befinder det sig et sted i rummet på den anden side af månen, og for det andet er der ikke noget op eller noget ned.

En dag annoncerer en person, at han vil komme på besøg, og Myrtle, der håber at blive gift med en velhavende adelsmand, skynder sig at gøre rent i Lærkelyset.

Desværre er gæsten hverken adelig eller bare venlig. Det er nemlig en overdimensioneret edderkop, der sammen med sine undersåtter angriber Lærkelyset, fanger børnenes far og jager børnene på flugt.

Art og Myrtle flygter og møder på deres vej piraten Jack, der sammen med sin besætning skaber frygt i hele galaksen. Det viser sig dog, at Jack ikke er helt så farlig, som hans rygte, og han beslutter sig for at hjælpe de to søskende.

Deres rejse fører dem til mange forskellige steder i solsystemet i jagten på sandheden om de hvide edderkopper, og samtidig bliver de jagtet af både edderkopper og andre besynderlige væsener, som vil have fat i nøglen.

Lærkelyset finder sted i hele den kendte og ukendte del af vores solsystem. Planeterne er beboet af alskens forskelligartede væsener, hvoraf nogle er gode og andre er temmelig ondskabsfulde.

Forfatteren, Philip Reeve, har med denne roman, (som er den første i en serie), skabe et enormt univers, der er imponerende gennemført og varieret. Man bliver gang på gang overrasket over opfindsomheden, og man keder sig ikke mens man læser Lærkelyset.

Det er spændende at følge Art på sin færd gennem solsystemet, hvor det langsomt går op for ham, at verden, som han troede han kende den, slet ikke ser sådan ud. Og han finder endda ud af noget om sin døde mors fortid, som han aldrig havde drømt om.

Lærkelyset er bestemt anbefalelsesværdig og et dejligt friskt pust i en tid, hvor vampyrer og engle ellers dominerer børnelitteraturscenen.

Den er spændende og meget opfindsom. Læs den og lad dig forføre af vores spændende solsystem!

Janitshartræet, Jason Goodwin

Forlag: Cicero
Oversat af Mogens Wenzel Andreasen

Historien i Janitshartræet foregår i midten af den nittende århundrede i tyrkiets hovedstad Istanbul, og i hovedrollen er den meget sympatiske eunukdetektiv Yashim.

Yashim bliver kaldt til Topkapi paladset for at opklare mordet på en af de unge haremspiger, men forbrydelsen viser sig at indeholde meget mere end et mord på en haremspige. Sultanens gamle soldaterkorps Janitsharerne, der ti år tidligere var blevet "udslettet" viser sig at spille en stor rolle i det mysterie, der i virkeligheden ligger bag mordet. Janitsharerne har i al hemmelighed samlet sig, og sammen med magtfulde og "loyale" folk har de mere end bare mord i tankerne.

Opgaven er svær for Yashim, der næsten selv må se sig slået, og ligeledes se sin veninde, Preen, gennem mange år være udsat for forbrydernes vrede.

Janitshartræet er ikke den allerbedste krimi jeg har læst, men den er underholdende, og især sjov at læse, fordi jeg har rejst i Istanbul, og på den måde havde et forhold til de steder, der bliver nævnt i romanen. Det største minus er, at den for de mindre bevandrede i den tyrkiske politiske virkelighed i 1800-tallet, kan være en smule svær at følge med i pga alle titlerne og de indbyrdes forhold, som ikke altid forklares.