onsdag den 30. juni 2010

González & Datter Transport Co. af María Amparo Escadón

Handling:
Frihed er endt i et mexikansk kvindefængsel, hvor hun igennem flere uger hver onsdag i fængslets læseklub fortæller historien om, hvordan hun endte der.

Beskrivelse:
Frihed er en ung kvinde, der siden hun var et spædbarn, er vokset op alene sammen med sin far i hans truck på de nordamerikanske veje. Frihed er trucker i blodet, og hende og hendes far er et godt team på vejene. Men der er meget en pige uden mor og uden de almindelige relationer fra skole osv ikke lærer - ikke fagligt, for det tager faderen sig fint af - men socialt. Historien om Frihed er historien både om livet som trucker, men også historien om livet i et mexicansk kvindefængsel. Den er godt fortalt, og som læser er man ivrig, både efter at vide hvad der sker i fortællingen om Friheds liv, hvilket er en dramatisk og fantastisk beretning, men også efter at vide, hvad der sker for hende i fængslet mellem onsdagsfortællingerne i læseklubben.

Anbefaling:
Romanen er fængslende på den fede måde. Der er ingen kedelige sider, og på trods af at den er bygget op omkring to fortællerveje, har man på intet tidspunkt lyst til at springe sider over for at komme hen til den anden historie, for de er begge lige gode. Jeg synes, bogen har fået ufortjent lidt opmærksomhed, og vil anbefale alle at tage et kig på den. For et kig er nok til at tænde lysten og læse resten.

Det gode menneske Jesus og skurken Kristus af Philip Pullman

Handling:
Dette er historien om Jesu liv, som vi alle kender det - og dog. Philip Pullman har tilføjet Jesus en tvillingebror, som hedder Kristus, der på lidt afstand betragter Jesu gerninger og tilføjer historien de afgørende hændelser, der gør at det der er blevet myten om Jesus, nu bliver en plausibel historie om to brødre, der vil hver deres.

Beskrivelse:
Det er noget af en genistreg at tilføje en tvillingebror til historien om Jesu liv, da det giver forfatteren mulighed for at perspektivere historien, mens den sker. Philip Pullman har taget den mest kendte historie i den vestlige verden og gjort den til sin egen på en helt fantastisk og tankevækkende måde. At se netop denne historie i et nyt perspektiv er enormt både underholdende og udfordrende, og opbygningen giver mulighed for at forstå hændelserne ud fra en ny og mere konkret vinkel. Romanen er velfortalt og fuld af overskud, og på trods af at man kender basishistorien ud og ind, sluger man bogen, og får pludselige noget nyt ud af en så gammel historie.

Anbefaling:
Jeg vil på det varmeste anbefale historien, der er et blik ind i to brødres kamp for at udrette det de hver især ønsker.

mandag den 21. juni 2010

Lottie Biggs er ikke tosset, Haley Long


Ungdomsroman

Handling: Lottie Biggs virker umiddelbart som en ganske almindelig 15 årig pige, der er optaget af hårfarve, sko, drenge og sin veninde. Lottie arbejder i en skoforretning og går i skole. Hun har fået en opgave for i skolen, hvor hun skal skrive om et vendepunkt i sit liv. Nu er alt alligevel ikke helt almindeligt for Lottie, for hun kommer lidt skævt ind på livet i de svære teenageår, hvilket får hende til, uden at ville det, at tage nogle dårlige valg. Lottie falder ned i et sort hul, som bliver dybere og dybere, uden at hun egentlig selv lægger mærke til det. Hun mærker det først rigtigt, da hun rammer bunden og politiet bliver indblandet. Beskrivelse: Bogen er udformet, som om der er den opgave om sit liv, so Lottie arbejder på, hvilket giver historien rigtig meget nærvær. Man bliver ført igennem Lotties svære tid, som om man sad inde i hovedet på hende, og derfor går der også temmelig lang tid, inden man som læser fatter at der er noget rav ruskende galt med Lottie. Starten kan, mens man læser den, virke lang, men når man finder ud af at Lottie faktisk har et alvorligt problem, så opdager man, at små spor er lagt ud gennem hele den lange indledning, og at den faktisk er meget berettiget. Det er en velskrevet roman med både humor og alvor. Anbefaling: Jeg vil bestemt anbefale bogen. Jeg tror, at især piger i alderen, vil finde den interessant, og jeg vil vædde på at mange kender til Lotties problemstillinger, også selvom de ikke har helt de samme problemer som hende. Det ville nok også være en god ide for voksne at læse den, og få et realistisk blik ind i hvordan det er at være teenager, hvis de selv skulle have glemt det!