fredag den 17. december 2010

Lærkelyset, Philip Reeve


Forlag: Carlsen
Oversætter: Asbjørn Skytte

Lærkelyset er en af de mest fantasifulde bøger, jeg har læst længe.

Hovedpersonen i bogen er drengen Art, der sammen med sin søster, Myrtle, og deres far bor i huset Lærkelyset. Lærkelyset er ikke noget helt almindeligt hus. For det første befinder det sig et sted i rummet på den anden side af månen, og for det andet er der ikke noget op eller noget ned.

En dag annoncerer en person, at han vil komme på besøg, og Myrtle, der håber at blive gift med en velhavende adelsmand, skynder sig at gøre rent i Lærkelyset.

Desværre er gæsten hverken adelig eller bare venlig. Det er nemlig en overdimensioneret edderkop, der sammen med sine undersåtter angriber Lærkelyset, fanger børnenes far og jager børnene på flugt.

Art og Myrtle flygter og møder på deres vej piraten Jack, der sammen med sin besætning skaber frygt i hele galaksen. Det viser sig dog, at Jack ikke er helt så farlig, som hans rygte, og han beslutter sig for at hjælpe de to søskende.

Deres rejse fører dem til mange forskellige steder i solsystemet i jagten på sandheden om de hvide edderkopper, og samtidig bliver de jagtet af både edderkopper og andre besynderlige væsener, som vil have fat i nøglen.

Lærkelyset finder sted i hele den kendte og ukendte del af vores solsystem. Planeterne er beboet af alskens forskelligartede væsener, hvoraf nogle er gode og andre er temmelig ondskabsfulde.

Forfatteren, Philip Reeve, har med denne roman, (som er den første i en serie), skabe et enormt univers, der er imponerende gennemført og varieret. Man bliver gang på gang overrasket over opfindsomheden, og man keder sig ikke mens man læser Lærkelyset.

Det er spændende at følge Art på sin færd gennem solsystemet, hvor det langsomt går op for ham, at verden, som han troede han kende den, slet ikke ser sådan ud. Og han finder endda ud af noget om sin døde mors fortid, som han aldrig havde drømt om.

Lærkelyset er bestemt anbefalelsesværdig og et dejligt friskt pust i en tid, hvor vampyrer og engle ellers dominerer børnelitteraturscenen.

Den er spændende og meget opfindsom. Læs den og lad dig forføre af vores spændende solsystem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar