Samantha bor i Tanzania sammen med sine forældre og storesøster. Hun går på kostskole, læseren følger hende de sidste år af hendes skolegang. Samantha har ikke det letteste familieliv med en alkoholisk mor og en far, der er lejesoldat og mildt sagt temmelig udsvævende.
Historien følger Samanthas nedgang. Hun starter med at være en gennemsnitlig teenager med problemer, der gennem bogen vokser sig større og større, og giver sig udslag i et letfældigt forhold til stoffer, sprut og sex.
Bogen er på ingen måde en feel-good roman, og jeg var næsten deprimeret over livet som sådan og Samanthas liv i særdeleshed, da jeg var færdig med romanen. Det at følge en nedtur, der bare fortsætter og fortsætter igennem en hel bog og forværres for hver side man vender sætter unægtelig nogle tanker i gang.
Jeg brød mig ikke om romanen, men det havde bestemt ikke noget med det håndværksmæssige at gøre. Bogen er godt fortalt. Sproget er levende og billederne så tydelige, at de borer sig ind i én, selvom man egentlig helst ville have at de blev væk. For de er ikke rare. Og det var derfor jeg ikke kunne lide bogen. Simpelthen fordi jeg ikke brød mig om den verden, jeg blev budt ind i, og fordi det var så godt beskrevet, at jeg ikke kunne forblive tilskuer. Jeg blev gennem ordene så at sige tvunget til at leve mig ind i Samanthas liv. Og det er god romanskrivning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar